Da jeg trådte ind i skoven, smagte luften pludselig anderledes
Didi går alene ind i skoven og kigger stille på et stort træ.
Lidt efter lidt finder hun ud af, hvordan træet skaber ren luft, og hvad der gemmer sig inde i et fældet træ.
Det er Didis skovdagbog, der ender med, at hun siger tak til træet.
Det øjeblik, jeg tager mit første skridt ind i skoven
Jeg tager ét skridt ind i skoven, og straks smager luften helt anderledes.
En duft, jeg aldrig har mærket inde i byen. Fugtig jord blandet med en let, frisk grøn tone — sådan føles det.
Uden at tænke over det breder jeg armene godt ud og trækker vejret dybt ind. Næsetippen bliver kølig, og jeg tænker: åh, hvor er det dejligt.
I dag er jeg alene. Jeg er kommet uden venner for stille at kigge på denne skov.
Under mine fødder rasler bladene. Over hovedet falder lyset i små bidder mellem bladene.
Jeg standsede under det største træ
Til sidst standsede jeg foran det allerstørste træ.
Selv om jeg lægger hovedet helt bagover, kan jeg ikke se toppen. Og stammen er så tyk, at mine to arme slet ikke kan nå hele vejen omkring.
Jeg lægger forsigtigt min håndflade mod den ru bark. Den føles ru, kold og hård.
Hvilke hemmeligheder gemmer der sig herinde? Jeg er jo sådan en, der aldrig kan lade være med at være nysgerrig.
I WAGZAK JUMP åbnede jeg lektionen „Træer er virkelig dyrebare". Jeg ville se træet helt tæt på.
Træet, der ånder ind og ud
Træet på skærmen trækker langsomt vejret ind og ud.
Det suger den kuldioxid, der svæver i luften, til sig — slup — og det kulstof, der er indeni, lægger det pænt og ordentligt på lager inde i sin egen krop.
Og den rene ilt puster det ud igen — føj.
Nå, så det er træet, der laver luften?
Jeg trak vejret dybt ind én gang til.
Det er den ilt, det her store træ lige har pustet ud, jeg trækker ind nu. Det er virkelig vildt fantastisk.
Det var altså derfor, luften smagte så anderledes allerede ved skovkanten.
Mit skrivebord var faktisk også et træ engang
Det er ikke kun, mens træet lever, at det giver os luft.
Da jeg bladrede videre på skærmen, blev træet til et skrivebord, en stol og endda en båd og et hus.
Nu hvor jeg tænker over det, er vores skrivebord derhjemme og stolen, jeg sidder på hver dag, jo også lavet af træ.
Jeg rører ved dem hver eneste dag, men jeg har aldrig tænkt over det. Alt det her har engang været træer, der voksede et eller andet sted i en skov.
Må man godt fælde træer?
Her blev jeg lidt bekymret.
Hvis vi bare fælder træer for at lave møbler — bliver skoven så ikke tom, og luften dårligere?
Men skærmen viste mig svaret.
Når et træ bliver rigtig gammelt, bliver dets evne til at suge kuldioxid og lave ilt nemlig langsomt svagere.
Derfor fælder man rigtig gamle træer og bruger dem, og på det sted planter man et nyt ungt træ igen.
Et ungt træ, der vokser hurtigt, drikker mere kuldioxid og puster også mere ilt ud.
Det går ikke kun at fælde, men hvis man fælder og samtidig planter og passer skoven, bliver den faktisk sundere — sådan hænger det sammen.
Hemmeligheden gemt i tværsnittet af en træstamme
Men hvor bliver alt det kulstof så af, som træet har samlet hele sit liv, når det bliver fældet?
Jeg kiggede stille på tværsnittet af træstammen på skærmen. Runde årringe var indridset tæt på hinanden.
Men selv når træet bliver fældet, bliver kulstoffet indeni det bevaret præcis, som det er.
Vi kunne kalde det en kulstofdåse!
Ligesom maden ligger pakket inde i en dåse, ligger kulstoffet pakket inde i træet.
Så i vores skrivebord af træ ligger det kulstof, som et træ engang har samlet på sig, stadig stille gemt.
Jeg troede, det bare var et hårdt stykke træ, men sådan en hemmelighed gemte sig altså indeni.
Jeg kigger op mod det store træ igen
Jeg løftede blikket fra skærmen og kiggede op mod det store træ foran mig igen.
Det er det samme træ som før, men nu ser jeg det helt anderledes.
Lige nu, i dette øjeblik, drikker dette træ flittigt kuldioxid og laver den ilt, som det vil give til mig.
Og engang, langt langt senere, når det bliver gammelt, bliver det måske til nogens skrivebord eller stol og holder det kulstof tæt på sig.
Både mens det levede, og efter at det var fældet, gav træet os hele tiden noget.
Træ, tak
Jeg lagde min håndflade mod den ru træstamme én gang til.
Og så hilste jeg stille farvel. „Tak fordi du laver ren luft. Du er virkelig så værdifuld."
Træet hørte det vel ikke, men det er nu også ligegyldigt.
På vej ud af skoven vendte jeg mig om en gang til. Det store træ stod stadig præcis det samme sted, og bladene vinkede blødt frem og tilbage.
Næste gang jeg er i parken i kvarteret, vil jeg også stille røre ved træerne der. Har I også travlt med at lave ilt? Hihi.
▶ Ægte AR-skærm i WAGZAK JUMP
Skovens hemmelighed, som Didi mødte — oplev den selv i AR
← Stryg til siden for at se mere
Vil du selv møde det store træ i skoven?
WAGZAK JUMP — hop lige ind i verden
Ofte stillede spørgsmål
Sp. Hvordan laver et træ ren luft?
Træet suger kuldioxid op fra luften, lagrer kulstoffet inde i sin egen krop og puster ilten ud i luften igen. Derfor kan vi trække vejret i ren luft takket være træerne. Især unge træer, der vokser hurtigt, suger mere kuldioxid op og laver også mere ilt.
Sp. Er det altid dårligt at fælde træer?
Ikke nødvendigvis. Når træer bliver rigtig gamle, falder deres evne til at suge kuldioxid langsomt. Derfor kan man fælde gamle træer og lave møbler eller huse af dem og plante et ungt træ på det samme sted. Så kan skoven faktisk blive endnu sundere. Det vigtige er ikke kun at fælde, men også at plante og passe på. Denne gentagne fældning og plantning kaldes en bæredygtig skovcyklus.
Sp. Hvad betyder „kulstofdåse"?
Det kulstof, træet sugede op, mens det var levende, bliver lagret inde i træets krop, og selv når træet bliver fældet, bliver kulstoffet bevaret præcis sådan. Ligesom maden ligger pakket inde i en dåse. Derfor er det kulstof, som træet samlede op, stadig gemt inde i et skrivebord eller en stol af træ. Prøv at lede efter ting af træ derhjemme og sige: „Her er der også kulstof!" — det er en sjov lille leg.
Næste gang kommer jeg med en ny sjov historie. Kærlig hilsen, Didi.